Jeg starter lige tilbage ved mit kedelige styrt d. 31. juli, som satte hele min deltagelse i Silkeborg på spil. Så slemt gik det heldigvis ikke, men måtte aflyse vores eget lokale minitri og var også lige ved at aflyse KMD 4:18:4 triathlon i KBH, men den tog jeg for at teste formen af og det gik egentligt også ok, lige pånær lidt cykel problemer m.m. Kan læses her.
Men mine smerter gjorde at jeg ikke fik trænet ret meget op til Silkeborg andet end den korte i KBH og så lige en hurtig gang svømning samt en lille cykeltur i fredags.
Så jeg har mildest talt været et nervevrag de sidste dage op til fordi jeg var bange for ikke at kunne gennemføre, bange for at gøre større skade på mig selv, da jeg først fik svar på min MR scanning i dag mandag. (Der var heldigvis ikke noget at se på billederne. 🙂 )

Jeg må indrømme jeg flere gange havde lyst til at kaste håndklædet i ringen og udsætte det til et senere tidspunkt. Problemet var bare, at der ikke var andre 1/2 Ironman der kunne passe, for EPIC Kronborg er den dag jeg skal giftes, og jeg ville ikke have råd til at tage til udlandet og køre.
Så det var virkeligt med en klump i halsen at vi kørte til Aarhus lørdag aften for at sove hos svigerfar, så der ikke var så langt på selve dagen.
Jeg havde heldigvis haft en lang samtale med Rasmus Henning omkring energi og plan for selve race, så det gav mig lidt ro på og så har en fra min triklub, Trine også været yderst hjælpsom med at svare på alle mine spørgsmål og komme med gode råd.
Så det har været helt fantastisk at have så mange dejlige mennesker omkring mig, både min sponsorer, mine klub kammerater og selvfølgelig alle mine følgere på facebook. 🙂

Noget af det fedeste var dog at en af mine sponsorer, Michael Strøm tog totalt røven på mig, han ringede kl. 6.00 og spurgte om jeg var klar og vi fik en hurtig snak, og aftalte at vi lige skulle ringes ved igen ved 9 tiden for at gennemgå de sidste ting, men da vi så ankom til Silkeborg stod han der på Expo sammen med CEP Sportsupport Danmark en af mine andre sponsorer, så det gav mig virkeligt en indre ro at han var der.

Peter Wihan til venstre, en ven som også deltog, mig og Michael samt Kristian fra CEP, hvor jeg lige fik de sidste råd med på vejen. 🙂

Så jeg kan simpelthen ikke være mere taknemmelig over at jeg har så mange gode sponsorer, venner, støtter og en familie der har bakket op, med min bror som træner og min kæreste med forståelsen.
Uden alle dem og jer læsere var jeg aldrig kommet igennem, og var nok ikke engang stillet til start, men det gav mig en kampgejst uden lige og en vilje der bare skulle have mig igennem, at der var så stor opbakning og skulderklap på vejen.

Men til selve race, så var jeg heldigvis i god tid og fik tjekket ind og gjort mig klar, så der ikke var noget stress, og jeg mødte så min kammerat Peter som meldte sig til samtidigt med mig, så vi fik sludret lidt inden vi skulle igang.
Det var også rigtigt rart at have en med som man kendte, selvom det også var pisse fedt at snakke med flere som kendte mig fra min facebookside, eller vidste hvem jeg var.
Det kommer der mere om under beskrivelsen af løbeturen, for der var folk virkeligt behjælpelige og det viser bare at triathlon virkeligt er en gentlemen sport, hvor man hjælper hinanden med skulderklap og opmuntringer på vejen.

De 1.9 km skulle svømmes af 2 runder og med start i vandet, og den var jeg lidt nervøs for, da jeg jo har hørt om det kan være noget af en slåskamp i starten, og det var det faktisk også, der blev flået i ens arme og ben og det varede faktisk meget af hele svømningen, da der var trængsel omkring bøjerne, hvor vi skulle rundt.
Men første runde klarede jeg på ca. 18min og så skulle man lige løbe 50 m på stranden for at hoppe i igen, så den tid var jeg bestemt tilfreds med, da jeg egentligt bare syntes at jeg tog det stille og roligt. Næste runde tog lidt længere tid, men der syntes jeg også jeg havde svært ved at finde et rigtigt flow, men kom op 40:44, så ud fra at jeg stadig har smerter i mine skuldre og nakke, var jeg godt tilfreds. 🙂

Jeg kiggede efter min kæreste og min datter, men kunne ikke se dem for alle de mennesker der stod og råbte og klappede helt vildt, men har kunne se film og billeder af min datter der sidder og klapper med, så det skal I da ikke snydes for. <3

Jeg tog det stille og roligt op til cyklen, hvor jeg først drak en 1/2 energidrik samt gjorde mig stille og roligt klar til cyklingen. Jeg fik endda også taget strømper på, for de sidste stævner har jeg bare cyklet i bare tæer, men tænkte at dette var jo en meget længere distance, så det skulle gøres så komfortabelt som muligt. 🙂
Jeg fik fyldt lommerne med gels og fik trukket cyklen op mod vejen for at komme ud på de 90 km i det meget kuperede område omkring Silkeborg.

De 90 km skulle køres af 2 runder og der var væskedepot på ca. halvejen pr. runde. Det startede så vidt jeg lige huske med at gå op af bakke, og så ellers skiftedes det til at gå op og ned. Der var 2 rigtigt stejle nedkørsler som jeg syntes var ret klamme, der måtte jeg simpelthen holde på bremsen, for jeg var ikke helt tryg ved det, men er nok pga. mit styrt.
Når det så gik lige ud, syntes jeg at der var modvind, så kan I forestille jeg min følelse af turen, enten gik det op af bakke, lige ud med modvind eller ned af så stejle nedkørsler at jeg måtte bremse. Men det skal også lige siges at det var nogle af de smukkeste omgivelser jeg nogensinde havde kørt i, og flere gange fik jeg nærmest tårer i øjnene over, hvor vildt det egentligt var. Jeg var fanme igang med en 1/2 Ironman, noget jeg havde kæmpe for så længe, og noget jeg havde haft så mange frustrationer over de sidste uger, så der gik rigtigt mange følelser igennem min krop.

I væskedepotet fik jeg byttet min flaske til rent vand, da min mave ikke kunne klare mere af det energidrik samt gels, jeg var simpelthen nødt til at have noget rent vand og skylle det hele ned med. Det samme fik jeg på 2. runde.
Men da jeg var kommet rundt begyndte kriserne så småt at komme, jeg fik ondt i min nakke og fik mega ondt i min lænd, så jeg måtte rejse mig op ret ofte for lige at strække ud, jeg fik heller ikke ligget ret meget i bøjlen, hverken på 1. eller 2. runde.
Jeg fik spist en energibar fra Rawbite, som jeg havde fået af Michael Strøm, og så fik jeg taget lidt koffein, så jeg havde lidt energi til løbeturen.
Min cykeltid var noget af det langsomste jeg nogensinde har kørt, men er nu alligevel tilfreds, for det var første gang jeg skulle tage en så lang distance, så hellere køre lidt mere sikkert, og sørge for at der stadig var lidt krudt til løbet.

Tilbage i skiftezonen fik jeg lige drukket en smule cola og ellers fyldt lommerne med gels igen, så jeg i hvert fald var sikker på at have energi nok til turen.
Nu skulle jeg ud og løbe mit længste løb nogensinde, hele 21 km som også var delt i 2 runder og det længste jeg havde løbet indtil var 14.5 km, så det var noget af en tur jeg lige skulle slutte gildet af med, især når jeg ikke havde løbet andet end 3 km i ugen op til og så løbet fra 4:18:4 i KBH, så at slutte med det oven i man allerede havde været igang i over 4 timer puha. 😉

Men jeg havde en plan at jeg ville løbe 5 min. og gå 1 min. osv. men der gik desværre ikke ret lang tid før den plan skulle revurderes, for havde først og fremmest fået mavekneb og så var der de sygeste bakker på den løberute, så det blev til mindre og mindre løb inden min gåtur og i væskedepoterne fik jeg virkeligt drukket en masse vand, samt jeg tog en flaske med, hver gang.
Jeg bliver mere og mere presset og det virker så uvirkeligt langt, men heldigvis møder jeg Susanne flere gange, som er en der følger mig på facebook, jeg får en highfive og et par ord med på vejen hver gang, så det gav lige et ekstra kick. Samtidigt med at mange andre lige gav mig et skulderklap og et par ord i farten, så uden dig Susanne og jer andre var jeg nok ikke kommet i mål, for jeg virkeligt ved at gå død mange gange.

Da jeg kommer rundt og skal tage sidste runde har jeg bare så mange tanker i hovedet om, hvordan jeg nogensinde skal klare det. Det ville blive de længste 10.5 km nogensinde jeg havde tilbage, for udover mavekneb var mine fødder også ved at dræbe mig. Jeg løber stadig ind imellem, men det er nu mere gang end løb. Da jeg kommer mærket der fortæller mig at der er 6 km igen, kigger jeg på uret og kan se at jeg har lidt over en time endnu, så det giver mig lidt  ro at vide at jeg i princippet næsten kan gå det hjem, hvis ellers smerterne ikke ville for slemme.

Det var ren overlevelse og jeg skulle bare gennemføre nu, hvor jeg var nået så langt.
Et stykke før væskedepotet med ca. 4.5km igen havde jeg lige hilst på en der var på vej tilbage og han gik også, så jeg fik drukket noget vand i depotet og så var det ellers i løb igen, men måtte stoppe lidt bag ham og gå igen, da jeg simpelthen var så udmattet og mine fødder gjorde bare så skide ondt.
Jeg kom op i løb igen og kom op på siden af ham og jeg valgte så at følges med ham de sidste ca. 3 km til målstregen så det var et eller andet sted hyggeligt nok lige at få en sludder for en sladder og prøve at glemme lidt af smerterne.
Men det at gå hurtigt gjorde faktisk også ret ondt, så det var nu alligevel ikke helt lykken, men jeg var ikke alene.
Da vi har mellem 1-2 km igen kommer Michael Strøm og Kristian fra CEP løbende os i møde for at se, hvor jeg bliver af så det var totalt lækkert lige at få den sidste opbakning som næsten fjernede alle smerterne og gjorde det sidste stykke nemmere.

Da vi er et lille stykke fra mållinien sætter vi i løb, så vi kommer over i god stil og direkte hen til min kæreste og Peter som også stod og heppede.
Det eneste der lige manglede var lidt mere publikum, for da vi kom i mål var de ved at pakke sammen og folk var taget hjem, men så må jeg jo bare være lidt hurtigere næste gang. 😉
Men jeg havde gennemført inden for tidsgrænsen og det var noget af det vildeste jeg nogensinde havde prøvet, den følelse af at komme over målstregen, hvor alle de træningstimer, frustrationer osv. bare kommer frem på en gang var så overdrevet, selvom man et eller andet sted ikke helt kunne forstå det. 🙂

Netop kommet i mål. En meget glad men også meget træt mand. 🙂

Desværre havde vi lige et stykke op til bilen og mine fødder var virkeligt ved at tage livet af mig, og det var de også hele vejen hjem i bilen, men jeg valgte at beholde mine CEP kompressions sleeves for at hjælpe på restitutionstiden, og det var en rigtig god beslutning, for har intet mærket til mine skinneben i dag, og det gjorde jeg faktisk bare på de 3 km jeg løb den anden dag. Så min krop har det faktisk rigtigt godt i dag, selvfølgelig er mine ben trætte men ikke ømme.
Jeg er dog temmeligt brugt fordi jeg vågnede mange gange pga. uro i benene og kl. 4 gav jeg op og begyndte at læse nyheder på telefonen. 🙂

Men jeg vil lige fortælle at jeg har den fedeste sådan lykkelige følelse i kroppen i dag, det er så vildt og jeg begyndte allerede i nat at glæde mig til min næste halve Ironman. 😉
Så det varer ikke længe før jeg melder mine planer ud for, hvad jeg så sætter af mål. Men kan godt afsløre at det bliver ikke en hel Ironman allerede næste år, men hvem ved måske er jeg at finde på startstregen til en hel i 2015. 😉

Jeg vil til slut gerne lige takke alle mine sponsorer, mine følgere på facebook, mine venner og familie for at støtte op om dette meget ambitiøse projekt.

Tak for at du gad læse med og smid endelig en kommentar eller et like på min facebook.

De bedste hilsner
Den halve Ironman Glenn 😉