Da jeg havde mine første tanker omkring dette projekt var en af mine største udfordringer helt sikkert økonomien, hvis man selvfølgelig lige ser bort fra at jeg træningsmæssigt var MEGET langt fra. Men jeg skal jo giftes i september så, hver en krone bliver vendt og det hænger jo ikke ligefrem sammen med triathlon, som jo godt kan være en af de lidt dyrere fritidsaktiviteter.
Men heldigvis har jeg fundet nogle fantastiske mennesker, som har valgt at støtte op omkring mit ambitiøse projekt, hvor jeg vil vise, at fordi man er Ekstremt Fed kan man godt kæmpe sig op og gennemføre noget som måske virker helt umuligt.
Jeg tænker af og til på en drøm jeg havde for få år siden, hvor jeg havde drømt at jeg var ude og løbe og jeg havde bare den mest fantastiske følelse i kroppen da jeg vågnede.
Lige indtil virkeligheden ramte mig igen. Jeg vejede jo over 160kg og jeg kunne sgu da ikke løbe. Men ved I hvad? Det kan jeg nu!!! 🙂
Ikke at jeg kan løbe så langt endnu, men jeg løber og det bliver længere og længere for, hver gang jeg er ude.
Det har dog været noget af en kamp, da jeg pga. min overvægt har været ramt af både skinnebensbetændelse og løberknæ, så man kan desværre ikke sige at det har været helt problemfrit.
Men tilbage til, hvorfor jeg føler mig som en heldig person og det er selvfølgelig pga. de fantastiske personer som har valgt at bruge deres tid og ressourcer på at forsøge at få mig bedst muligt over målstregen.
Endnu en har netop valgt at støtte op omkring mit projekt, og det er Marlene Nordam som står bag den lokale køreskole CUC Østfyn, hvor min forlovede Tanja og jeg tog vores trailerkort sidste år.
Så kan med mine personlige erfaringer bestemt kun anbefale Fyns bedste køreskole med den meget kompetente og altid glade Marlene Nordam som kørelærer.
Her er et billede af mig og Marlene.
Lidt nyt fra træningen m.m.
I torsdags var jeg ude og løbe eventyrløb sammen med hele familien. Min datter Laura og jeg skulle starte sammen og jeg synes selv det gik ok, selvom tiden da ikke var den hurtigste. Men det skal nok komme. 🙂
Billede af min datter Laura og mig lige før start.
I søndags kørte jeg enkeltstart til NyborgTri cup 2013 og den var jeg rigtigt spændt på, for nu skulle jeg jo prøve at konkurrere på cyklen igen, og det havde jeg ikke prøvet siden Ringe Minitri sidste år.
Jeg synes selv at jeg fik en ok tid på 46.40 min. på de 26km, hvilket er en gennemsnitsfart på 33.5km/t. og det hurtigste jeg har kørt indtil videre.
Vi startede med at køre 6.5km fra Ørbæk til Vindinge som går mest ned af bakke, og vi havde vinden lige i ryggen så der kom rigtigt meget fart på, men så var der 6.5km tilbage op af bakke, hvor der nu var modvind og det var jævnt hårdt. Især fordi jeg jo stadig har en del kilo for meget, så der skulle trampes godt i pedalerne. Den tur skulle vi så tage endnu engang for at komme op på de 26km.
Min puls lå i snit på 166 med max på 170 så man må jo sige at den har været ret jævn hele vejen. 🙂
Jeg behøver ikke at fortælle at jeg var pænt smadret bagefter og havde så lige ca. 10km på cyklen hjem. 😉
I næste uge, nærmere bestemt lørdag d. 25. maj skal jeg ud i min første rigtige konkurrence i dette projekt, da jeg er med i alle KMD´s 4:18:4 stævner rundt om i landet.
Det første er i Odense så kom gerne og hep på mig, hvis I er i nærheden. 🙂
Tak for at du gad læse med og jeg ønsker dig en rigtig god uge.
De bedste hilsner
Glenn
Ps. Husk jeg også kan følges på www.facebook.com/ekstremtfedtilironman