Man skal også huske det mentale

Min motivation har været på et meget lille sted det sidste stykke tid. Jeg har fået trænet løb efter planen, har også svømmet sådan ok, men har bare ikke kunne drive mig selv ud på de lange cykelture.
Jeg tror alle de KMD 4:18:4 Tri stævner alligevel har taget lidt hårdt på mig, selvom det jo er korte distancer. Men bare det der med at man skal afsted næsten hver uge.
Derudover er min vægt slet ikke gået ned efter planen, og her spiller det mentale også meget ind. Jeg har bare nogengange en rygrad som en regnorm når det gælder “lækre” ting. Jeg må gang på gang erkende over for mig selv at jeg har et problem med det, og så må jeg på bedste vis prøve at leve med den erkendelse og gøre, hvad jeg kan for at styre det nogenlunde.


Så jeg skal helt sikkert have arbejdet noget mere med det mentale, for det er jo noget lort, hvis jeg hverken får trænet seriøst og heller ikke smider kilo.
Men det er bare nogle gange sværere end man lige skulle tro, men jeg har i hvert fald forstået en gang for alle, at det er nu der skal ske noget. Der er ingen vej uden om, så fra nu af og til jeg står på den målstreg i Silkeborg er det bare fuld gas med træningen og kosten skal sammensættes så jeg får smidt nogle kilo. Især de næste 14 dage, skal der ryge nogle kilo, så jeg vejer mig i morgen tidlig og så skriver jeg om 14 dage, hvad jeg har tabt!
HUSK MIG GERNE PÅ DET 😉

Så til noget af det gode. Jeg har i dag for første gang i en måned været oppe og cykle over  distancen for 1/2 Ironman som er 90km. Jeg var så bange for at jeg var helt gået tilbage, men cyklede 112km og var ude og løbe 2km lige bagefter og var egentligt ok frisk da jeg kom hjem igen. Lidt trætte ben og var sulten, men ellers havde jeg det fint nok. 🙂
Så det var en helt fantastisk følelse og noget af en personlig sejr oven på en periode med motivationsproblemer.
Så efter den tur er jeg meget overbevist om at jeg nok skal klare min 1/2 Ironman. 🙂

Tak fordi du læste med. 🙂
Du er meget velkommen til at smide en kommentar og du må også meget gerne stille spørgsmål på mail, eller skrive hvis der er noget jeg måske kan hjælpe dig med.

De bedste sommer hilsner
Glenn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *